Sådan ringer du til udlandet: +, 00 og landekoder

Alle internationale telefonnumre er bygget af de samme få dele — og alligevel går det tit galt, når de skal tastes: Et opkald, der virker fra Tyskland, fejler fra USA; et nummer kopieret fra en hjemmeside ringer ingen steder hen; en gemt kontakt holder pludselig op med at virke på ferien. Denne guide skiller et internationalt nummer ad stykke for stykke — plustegnet, udlandskoderne 00 og 011, landekoder, områdekoder og det drilske foranstillede nul — så du kan ringe til ethvert nummer i verden fra enhver telefon, rigtigt i første forsøg.

Sådan er et internationalt nummer skruet sammen

Tag en fastnetlinje i Berlin skrevet i fuldt internationalt format: +49 30 123456. Læst fra venstre mod højre:

Mobilnumre følger samme mønster, bortset fra at midterdelen peger på et mobilnet i stedet for en by: Et tysk mobilnummer ser ud som +49 1512 3456789, et nigeriansk som +234 802 123 4567.

Plustegnet: ét præfiks, der virker overalt

+ er ikke et rigtigt ciffer, der sendes ned ad linjen — det er en forkortelse for "indsæt udlandskoden for det land, jeg står i". Alle mobiltelefoner fra de sidste tyve år forstår det: Hold 0-tasten nede, og + dukker op. Når du taster +291 7 123 456, indsætter din telefon selv den rigtige udlandskode, uanset hvilket land du befinder dig i.

Netop derfor er det internationale format det eneste, der er værd at gemme. En kontakt gemt som +44 20 1234 5678 virker fra London, Lagos og Los Angeles; det samme nummer gemt som 020 1234 5678 virker kun inde i Storbritannien.

Udlandskoder: 00, 011 og de andre udgange

Før plustegnet fandtes, havde hvert land sin egen "udgang" — det præfiks, der fortæller nettet, at opkaldet forlader landet. De findes stadig, og du møder dem fortsat på fastnet, kontortelefoner og ældre mobiler:

Skal du kun huske én række i tabellen, så tag den sidste.

Landekoder: 1 til 3 cifre, ingen overlap

Landekoderne blev uddelt efter verdensdel, og derfor deler nabolande ofte det første ciffer: 1 dækker USA og Canada, koder med 3 og 4 er europæiske — Storbritannien har +44, Tyskland +49, Italien +39 — og det meste af Afrika begynder med 2: Nigeria har +234, Etiopien +251, Eritrea +291.

Systemet er indrettet, så ingen komplet kode er begyndelsen på en anden — +1 findes, så ingen anden kode starter med 1. Din telefon ved derfor altid, hvor landekoden slutter, og resten af nummeret begynder, selv uden mellemrummene.

Her er ti populære destinationer med deres kode og et korrekt formateret eksempel på et mobilnummer — hver række linker til den aktuelle minutpris:

Alle andre landes kode, aktuelle pris og nummerformat finder du på vores side med alle destinationer.

Det foranstillede nul: drop det — næsten altid

Her gemmer fejlen bag de fleste mislykkede udlandsopkald sig. I mange lande taster man et 0 før områdekoden: En londoner taster 020 1234 5678, en berliner 030 123456. Det nul er et indenlandsk præfiks — det betyder "langdistance, men inden for landets grænser" — og det skal væk, når du ringer fra udlandet: +44 20 1234 5678, +49 30 123456.

Så når et familiemedlem læser et nummer op, der begynder med 0, skal du erstatte nullet med + og landekoden. Taster du +44 020 …, får du en høflig fejlbesked i stedet for en ringetone.

Den berømte undtagelse er Italien: Her er det foranstillede nul i et fastnetnummer en del af selve nummeret og bliver stående — en fastnetlinje i Rom hedder +39 06 1234 5678, med nul. Italienske mobilnumre har til gengæld aldrig haft noget nul. Er du i tvivl, viser hver af vores landesider et korrekt formateret eksempel for netop det land.

Områdekoder: adressen inde i landet

For fastnetnumre binder cifrene efter landekoden opkaldet til en by eller region: 20 er London, 1 er Paris, 212 er New York, 11 er Addis Ababa, 1 er Lagos. De store byer fik korte koder, dengang cifre var en knap ressource — mønstret er et lille landkort over telefonens historie: Mexico City har 55, Mumbai 22.

To ting følger af det. For det første er områdekoden aldrig valgfri, når du ringer fra udlandet — der findes ingen "standardby". For det andet har mobilnumre slet ingen geografi: Et britisk nummer, der begynder med +44 74…, tilhører en person, ikke et sted, og flytter med. Hver eFon-landeside viser desuden områdekoderne for de største byer, så du med ét blik kan se, hvor et ukendt fastnetnummer ringer.

De fire klassiske fejl

1. At beholde det foranstillede nul — +44 020… i stedet for +44 20… (medmindre det er italiensk fastnet).
2. At taste landekoden to gange — et nummer kopieret som 0049 30…, som så får +49 foran.
3. At gemme kontakter i lokalt format — det virker derhjemme og bryder sammen, i det øjeblik du eller nummeret krydser en grænse.
4. At tro, at 00 virker fra USA — det gør det ikke; Nordamerika bruger 011. Med + opstår spørgsmålet slet ikke.

Gem det rigtigt én gang, ring rigtigt for altid

Den praktiske lære kan siges i én sætning: Gem alle udenlandske kontakter i fuldt internationalt format, startende med +, så behøver du aldrig igen tænke på udlandskoder eller indenlandske nuller.

Så er prisen det eneste, der mangler. I eFon-appen vælger du bare kontakten i din helt almindelige telefonbog, og appen klarer alle præfikser for dig — og fordi den dyre internationale strækning løber over internettet, betaler du én klar minutpris uden opkaldsgebyr, op til 90 % mindre, end når du ringer til det samme nummer direkte over dit mobilabonnement. Kun din side har brug for internet: Personen i den anden ende tager et helt almindeligt opkald på mobil eller fastnet, uden app. Tjek den aktuelle pris på hver destinations side — fra opkald til Eritrea til opkald til USA — tast nummeret i det rene +-format, og det sværeste ved et udlandsopkald bliver at finde på, hvad I skal tale om.